Sanserne er omgivelsernes vej til mennesket, eller den ydre virkeligheds vej til den indre virkelighed. Netop derfor advarede den franske filosof René Descartes (1596-1650) imod ubetinget at tro på sanserne, for de kan snyde os: “jeg troede lige jeg så…”, “det lød som noget helt andet…”, “det føltes som om…”. Vi bliver konstant snydt af sanserne; eller er det virkeligheden, der snyder os? Det skal vi ikke tale om her, blot slå fast, at det er i mødet mellem vores opmærksomhed og det materiale, som sanserne sender til os, at virkeligheden bliver til.

Christen Dalsgaard (1824-1907) »Mon han dog ikke skulle komme?« (1879) Den Hirschsprungske Samling

En sansning kan være hurtig, momentan og overfladisk – man kan bruge den til umiddelbart at orientere sig i verden. Og så er der sansninger, der rumler af psykologisk dybde. Den danske maler Christen Dalsgaard (1824-1907) var en mester i at male sansende mennesker, hvor sansningen så at sige havde grebet hele personen. Et af disse malerier hænger på Den Hirschsprungske Samling i København og hedder »Mon han dog ikke skulle komme?« fra 1879.

Fra det mørke indre i et bondehus ser vi en ung kvinde i døråbningens lys, med aftenlandskabet i baggrunden. Kvinden er den personificerede sansning, det inkarnerede blik. Hendes øjne, som vi ikke kan se direkte, definerer hele hendes skikkelse i en bevidsthedsfraværende positur, der nødvendigvis må fremtvinge en større historie. Det er så udtryksfuld sansning, at man nærmest ikke kan lade være med at fortælle videre – om noget, der ligger uden for billedet.

Det talende blik skræpper ikke op som munden ofte gør. Det talende blik taler med tavshedens eminente præcision. Hele dette maleri er bygget op omkring den unge kvindes sansende blik, og gør det til et maleri af noget, som vi ikke kan se. Hverken hendes øjne kan vi se, eller det, som øjnene kikker efter. Det vigtigste ligger et andet sted. Kvinden er ét med sansningen af den vej, som hun følger med blikket, sikkert ned til det første sving, hvor hendes kæreste skal dukke frem. Der skjuler sig antydningen af uro i kvindens kropsliggjorte blik, ikke angst eller uhygge, ikke frygt for en ulykke, men den kropslige uro, som spændt venten kan resultere i, og som paradoksalt nok ofte låser kroppen fast i en næsten ubevægelig positur, f.eks. med strikkepinden distræt i munden. Hun er så sansende optaget gennem blikket, at hun af lutter opmærksomhed nærmest er blevet en del af den vej, som hun kikker på.

Christen Dalsgaard var en mester i at male mennesker, der næsten er ren syns-sansning. Mange af de skikkelser, han malede, “ser” på en måde med hele deres krop, så selv om vi ikke kan se deres øjne, så oplever vi deres sansning ved at se på deres krop, siddende, stående og ofte helt faldet i staver, eller fraværende opmærksom, som kvinden her på billedet.

Kunsthistorikeren Julius Lange (1838-1896) kaldte Dalsgaards billeder for livsbilleder, fordi de fremhæver den psykologiske dybde, som f.eks. en synsansning kan fremkalde i et menneske. Maleriet af den kikkende kvinde i døren synliggør nærmest en følelsesmæssig sfære omkring hende, strømmende ud fra blikkets koncentration og fokus på noget ude i verden, uden for billedet. Kvinden er et sansende øje, en øjekrop, og maleriet giver os en total-oplevelse af hendes fortid og fremtid – fanget i det seende og kikkende nu. Hvad kan denne øjekrop ikke få én til at fortælle om kvinden?

 

2 thoughts on “Livsbilleder

  1. Natteskriver siger:

    Virkelig flot billede, og interessant analyse.

    Er særdeles enig i særligt to bemærkninger du gør dig.
    For det første hvordan et sansemoment har den tvetydige karakter, at det på den ene side fordrer en komplet bevidsthedsmæssig udadvendthed – man er i det rene sanse-øjeblik kun rettet imod det sansede med ivrig koncentration. Alligevel skabes der på den anden side en afventende uro i hele kroppens energi, en spænding der afventer og nærmest tryllebindes ved det sansede.
    For det andet hvordan at pigen, der åbenlyst er rettet med sit blik imod noget sanset, derfor(!) bider distræt, afventende, ængsteligt i strikkepinden, hvorved hun er manifestationen, inkarnationen om du vil, at den ovenstående pointe. Dvs. at på den ene side være den fuldkommen opslugte iagttager der svælger helt hen i det sansede – men på den anden side netop i denne opslugthed afføder en egen zittrende uro eller afventethed.
    Jeg behandler i øvrigt et lignenede moment i mit eget skrifte om “en gudindes skifte fra umiddelbarhed til middelbarhed”.

    1. Tak for de inspirerede ord.

Skriv et svar til Natteskriver Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: