Gengangere er ret almindelige selv om de ofte bliver forvekslet med spøgelser. Det sker for selv en autoritet, som Den Danske Ordbog, hvor definitionerne ligger meget tæt på hinanden. Selv er jeg vokset op med både spøgelser og gengangere i familien og ved derfor, at spøgelser er ret uskyldige. Man kan ikke rigtig se dem, måske skubber de undertiden til en gammel vase på gulvet, eller smækker med en dør ved midnat, men det kan også være vinden. Og det er sjældent, at der sker nogen egentlig skade.

Anderledes alvorligt forholder det sig med gengangere. De er af kød og blod, er mobile og bevæger sig med største smidighed rundt i verden. Måske kan man endda sige, at de faktisk besætter os levende, kryber ind og sætter sig på tværs. Gengangere kan vende op og ned på et menneskes hele liv, og endda på en hel samfundsorden. Det ved vi fra den norske digter og dramatiker Henrik Ibsens skuespil Gengangere. Her lever gengangerne nemlig videre i de levende, og derfor kan stykkets kvindelige hovedperson, fru Alving sige:

»Men jeg tror næsten, vi er gengangere alle sammen pastor Manders. Det er ikke kun det, vi har arvet fra far og mor som går igen i os. Det er alle slags meninger og al slags gammel afdød tro. Det er ikke levende i os, men det sidder alligevel i os, og vi kan ikke blive det kvit. Der må leve gengangere over hele landet.«

Fru Alving mener, at et liv og et samfund med gengangere dræber livsglæden. Og ærlig talt, hvor mange grave står ikke åbne og har sluppet den slags gengangere løs på os efterlevende.

Den svenske litteraturhistoriker Gunnar Brandell skriver i bogen Freud og hans tid, at meget kunne tyde på, at Sigmund Freud, psykoanalysens hovedmand, var ganske godt bekendt med Henrik Ibsen. Det er måske ikke en urimelig tanke, at det bl.a. er Ibsens teaterstykke, der har bestyrket Freud i, at det netop er gengangerne fra vores fortid, som skaber de alvorligste konflikter i vores liv.

Hvor mange af vores problemer, traumer, angst og livslange personlige konflikter er ikke konsekvenser af noget, der har fundet sted tidligere i vores liv? Det er sådan det er i mange af Henrik Ibsens skuespil, ikke mindst i Gengangere. Når man sidder i teatersalen og følger med i stykket, så har alt det vigtige, alt det udslagsgivende, faktisk allerede fundet sted, langt inden tæppet går op for de nutidige hændelser.

Det egentlige drama udspilles i personernes fortid. Det er her spændingerne ligger inden de efterhånden langsomt afdækkes og kommer til live i nutiden – som gengangere fra fortiden med et enormt konfliktpotentiale i nutiden.

Hos Henrik Ibsen er langt de fleste af os gengangere, fordi vi følelsesmæssigt på afgørende områder holdes i et jerngreb af vores fortid. Fru Alving siger jo også: »Men jeg tror næsten vi er gengangere alle sammen pastor Manders.« Ja, det tror jeg egentlig også. I hvert fald er der langt flere gengangere end der er spøgelser. Der findes næppe nogen, som ikke selv er en genganger, kender op til flere gengangere og kæmper med problemer og konflikter på grund af alt dette gengangeri.

I Henrik Ibsens store dramaer handler det ikke om det traumatiske i freudiansk forstand, men dog stadig om stærke følelsesmæssige rester, der lever videre i os, og som “går igen” i og omkring os; som så at sige lever deres eget og suveræne liv og derfor nedkalder store problemer og konflikter over vores liv.

Og dét var noget, som Freud uden vanskeligheder kunne bruge i udviklingen af psykoanalysen. Den beskæftiger sig nemlig med, hvordan vores psyke kan blive jaget ud i den dybeste angst og de tungeste konflikter på grund af gengangerne – hændelser og begivenheder i vores individuelle og kollektive fortid.

»Du er ikke alene« – du er sammen med dine gengangere, men ved du hvem de er, og hvad de bestemmer i dit liv? I Henrik Ibsens stykke Samfundets støtter er der en person, som har bygget hele sit liv på fortidens uafklarede hemmeligheder og konflikter – altså på gengangere. I løbet af stykket sker der en gradvis afsløring af disse hemmelige gengangere, og i og med disse afsløringer, som også er afklaringer, kan personen til sidst sige:

»Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får det at vide. Nu er det som om jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen«.

2 thoughts on “Almindelige ting: Gengangere

  1. Monica Henriette Kær siger:

    Tusind mange,tak. For dine betragtninger findes i verden. Jeg har lige læst din artikel i Berlingske tidende. Det føltes som en åbenbaring, for en socialrådgiver og sosu. Der forlod faget socialt arbejde da de,kastede kommunalreformen efter børnene. Ti år har mine ydmyge fødder trådt i plejen, for og kunne blive en dygtig akupunktør. og det du underviser sosu folket i, er det vi er allerbedst til. Bare folk ville huske, at tale lavere. Jeg er så forelsket i dine ord. At jeg har lyst til og sende dig, et af mine malerier. Men jeg skal selv bruge pengene, til og finansiere traumebehandling af flygtninge i Grækenland. Alt godt kommer fra hjertet og historien om os selv og det vi gør.. Af hjertet tak
    Mvh
    Monica Henriette Kær

    1. Tak for dine gode ord. Det er en stor opmuntring, at du giver dig tid til at skrive. Tak for det. Bedste hilsner fra Peter

Skriv et svar til Peter Schjødt Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: