Når man truer med at invadere et land, er det en god idé at kunne huske navnet på det pågældende land. Det skabte i sagens natur lidt turbulens på Island, da Trump i går nævnte landet fire gange, og sandsynligvis forvekslede det med Grønland. I løbet af præsidentens rablende strøm af ord og tanker, ved onsdagens tale under World Economic Forum i Davos, fik han tilmed beskyldt Island for at have ansvaret for et fald på de amerikanske aktiemarkeder. Desuden bebrejdede han NATO for ikke at være der for USA i forhold til Island. Som det Islandske medie RÚV lakonisk bemærker, er det ”uklart, hvad Trump mente.”

For Danmarks vedkommende er det omvendt et problem, at vi nærmest ikke blev nævnt. Ordet ”rammeaftale” blev imidlertid nævnt flere gange, men ingen har for alvor overblik over, hvad det kan betyde. The New York Times citerer anonyme kilder for, at Trump måske tænker sig en aftale, sandsynligvis uden om Danmark, hvor USA får suverænitet over små landområder i Grønland. Det er en model, som kan sammenlignes med tilstedeværelsen af Storbritanniens militærbaser på Cypern. Disse områder betragtes således som britisk territorium. Det samme er det engelske nyhedsmedie The Daily Telegraph også inde på i en analyse, og i dag kan man læse om implikationerne af ”Grønland som et nyt Cypern” i det danske internetmedie POV International. 

Efter talen blev Trump ikke mere konkret, men understregede dog, at denne rammeaftale “giver os alt, vi har brug for”. ”Os” er naturligvis USA, hvilket umiddelbart efterlader både Grønland og Danmark på sidelinjen. I talen fik Trump da også nævnt, at ”alt, hvad vi beder om, er, at få Grønland, inklusiv gyldig ejendomsret”.

Det vil nok være naivt ikke at se Trumps tale i går i lyset af den tale, som han har holdt i dag, torsdag, også i Davos. Den handlede bl.a. om Trumps forestilling om et Internationalt Fredsråd. Dette råd blev oprindeligt etableret som svar på, hvem der skulle sikre fredsprocessens gennemførelse mellem Gaza og Israel. I november sidste år gav FN’s sikkerhedsråd således sin støtte til denne plan. Det er dette Råd, som nu har udviklet sig til noget langt mere omfattende og permanent, uden tilknytning til Gaza. 

Det charter, som amerikanerne har sendt rundt, nævner fx slet ikke Gaza. I stedet ser det ud til, at der nu er tale om en permanent organisation, som skal konkurrere med FN. Målet er at fremme fred og god regeringsførelse verden over. Medlemskab er begrænset til de nationer, som inviteres af formanden (Trump). Medlemsstaterne skal betale én milliard dollar for at deltage. Trump skal være formand, og tildeles vetoret. Som der står: ”Formanden er den endelige myndighed vedrørende betydningen, fortolkningen og anvendelsen af ​​dette charter.” Det nærmeste, man kan komme en realistisk beskrivelse af dette organ, er, at det bliver en Trump-forening, bemandet af autokrater, hvis eneste interesse er deres egen. Eller som det er blevet kaldt: autoritær international lov på steroider. 

Den ”rammeaftale”, som Trump tilsyneladende har fremlagt omkring Grønland, passer ind i den meta-rammesætning, som det såkaldte Fredsråd repræsenterer. Det er en ny form for international politisk darwinisme, som kommer til at udspille sig efter de kendte socialdarwinistiske regler: de stærke skal have lov til at dominere, fordi de alene i kraft af deres styrke, også er de bedst egnede. Helt i overensstemmelse med dette kaldte den amerikanske finansminister onsdag, Danmark for irrelevant i forhold til Grønland. Tidligere har Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Miller sagt, at ”Dette er verdens jernhårde lov, siden verdens begyndelse.” Han mente den stærkeste ret, og  kalder det for ”den virkelige verden,” som ”styres af styrke og af magt.” 

Set i denne sammenhæng kunne Trump stort set kun kommentere den ”rammeaftale”, som hævdes indgået omkring Grønland, med ordene: “Det er en aftale, som folk hoppede med på, virkelig fantastisk for USA, det var alt, hvad vi ønskede, herunder især reel national sikkerhed og international sikkerhed.”

Det er i sagens natur ikke sikkert, at Trumps Fredsråd nogensinde for alvor kommer i spil. Det var ikke det, som FN’s Sikkerhedsråd sluttede op bag i november 2025. Her støttede man Trumps plan om at afslutte Gaza-konflikten, bl.a. ved at etablere et ”Fredsråd”, som en overgangsadministration for Gazastriben, og ikke mindst til genopbygning af Gazas infrastruktur og koordination af humanitær bistand. Alt andet, som det Trump nu foreslår med et permanent, og nærmest privat, Internationalt Fredsråd, er ikke inkluderet i den oprindelige plan, som FN’s Sikkerhedsråd støttede. 

Et helt andet perspektiv kom, da den canadiske premierminister, Mark Carney, talte i Davos. Han lade ud med at afvise et tilbageskuende perspektiv: ”Du kan ikke leve i løgnen om gensidige fordele gennem integration, når integration bliver kilden til din underordning.” I talen før Trumps psyko-politiske fabuleren sagde Carney: ” Vi er midt i et brud, ikke en overgang.” På den baggrund opfordrede han andre nationer til, sammen med Canada, at danne en ny alliance af demokratier, som ikke længere vil tage imod ordrer fra et voldeligt hegemoni. Som han sagde: ”Mellemmagterne skal handle sammen, for hvis vi ikke er med ved bordet, er vi på menuen.”

Da Trump indtog talerstolen efter Carney, lød det forstemmende svar: ”Canada lever på grund af USA”. Men Carney havde et klart formål med talen, som den amerikanske økonom Paul Krugman skriver i dag: Han ville lægge begyndelsen til en samling af andre nationer, som kunne stå sammen i solidaritet mod den amerikanske afpresning. 

Trump-regimet har gjort hele kloden til en kampplads. Modstandslommerne er imidlertid begyndt at dukke op på den storpolitiske arena. Flere af mine amerikanske kolleger holder ikke deres håb og ønske tilbage: Europa og andre lande må stille op imod Trump, holde hårdt mod hårdt. Der er ikke nogen tvivl om, at dette er på vej. Men dybest set er det kun USA selv, som kan fjerne truslen fra Trump. Spørgsmålet er, om der er vilje til det?