Tur langs fjorden
hvor stenalderhavets afgnavede kyststrækning
ser os forsvinde som et punktum
i en verselinje på 6000 års afstand

vi står ved det sædvanlige træ
og kikker ud over vandet
der klukker til himlen:
om lidt er de væk

som de store isgletschere
og strandvoldene
der toppede hinanden
årtusind efter årtusind

her står vi altså
støttet til hinanden
trods smeltevandets brusende landskab
og istidens rullesten under fødderne

jorden er alligevel fast under os
fordi vi begge står på den
så kan universet hvirvle og tiden gå
for – her står vi altså

som et punktum
der ikke kan andet.