Tilbage i 2020 blev der fejret et bizart jubilæum: I 75 år havde mennesket afholdt sig fra at benytte muligheden for total selvdestruktion gennem en atomkrig. Måske havde der ikke ligefrem været fred, men ikke siden august 1945, hvor amerikanerne detonerede to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, havde der været anvendt atomvåben. 

Oplevelsen af en påtrængende risiko for atomkrig var måske blevet svækket i løbet af de 75 år uden atomkrig. Derfor understregede flere ved samme lejlighed, at truslen fra atomvåben ikke var blevet mindre. Der var stadig grund til løbende at repetere erklæringen fra 1985, hvor den amerikanske præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov slog fast, at “en atomkrig kan ikke vindes, og må aldrig blive udkæmpet.” 

Så springer vi to år frem, til januar 2022. Her så det nemlig ud til, at ånden fra Reagans og Gorbatjovs erklæring i 1985 for alvor blev vækket til live igen. Den 3. januar i år underskrev Rusland, USA, Kina, Storbritannien og Frankrig således en ny erklæring, hvor de, som et ekko af erklæringen fra 1985, erklærede sig enige om at reducere risikoen for en atomkonflikt, fordi “sådan en krig aldrig kan vindes og aldrig må udkæmpes.”

Omkring to måneder senere invaderer Rusland Ukraine og begynder en krig ledsaget af Putins trusler om at indsætte atomvåben. Efter nogle årtier ude i glemslens eller fortrængningens mørke må risikoen for atomkrig (trods erklæringen to måneder tidligere) igen (stadig!) betragtes som en meget nærværende trussel. Beskyttelsesrummene støves af, som om de kunne beskytte nogen, hvis atomkrigen kommer, og eksperter drøfter sandsynligheden for at det går galt, som om Putin er tilstrækkelig rationel til, at nogen kan lave sandsynlighedsregninger på indholdet af hans gale fantasi. 

Som den russiske strategi senest er formuleret, er der ikke klarhed om paratheden til at eskalere til brug af atomvåben, hvis krigen i Ukraine f.eks. er ved at blive tabt. Men der tales om en russisk strategi, hvor eskalation til atomart niveau skal skræmme fjenden til at de-eskalere.

Den måde, der helt fra 1945 er blevet talt om atomvåben viser, at de repræsenterer en langt større trussel end de fleste af os bryder os om at vide og skulle forholde os til. 

Den franske filosof André Glucksmann skrev i 1983 en bog, som på dansk kom til at hedde Svimmelhedens styrke. Det er mere end svært at tilslutte sig Glucksmanns ofte meget radikale forsvarstale for den atomare afskrækkelse, men bogen viser helt fremragende konsekvensen af de vilkår, som atomafskrækkelsen uundgåeligt konfronterer os med, og som vi lidt har glemt i vores såkaldte “fredelige” del af verden efter kommunismens, Sovjetunionens og Jerntæppets fald. 

Glucksmann beskrev atombomben som både farlig og nyttig, og mente, at dæmonen ikke så meget lå i bomben, som i os selv. Atombomben var ikke et fænomen, der blot dukkede ud af det blå i 1945. Den var en logisk konsekvens af historiens blodbade, de europæiske storkrige, massakrerne, koncentrationslejrene, de sovjetiske fangelejre (“Gulaglejrene”); altså menneskets vedvarende og veldokumenterede nederdrægtighed.

I begyndelsen af bogen Svimmelhedens styrke giver Glucksmann ordet til atombomben selv i det han kalder “Rakettens evangelium”: “Jeg er barn af det ulykkelige håb om fred (…) Jeg eksisterer, fordi krig eksisterer; og fordi krigene var verdensomspændende før mig, spreder jeg mig over hele kloden.” Atombomben og atomafskrækkelsen er således den logiske konsekvens af, at vi tilsyneladende ikke kan overtale hinanden til at afstå fra krige og grusomheder. Når overtalelsen ikke virker, så er afskrækkelsen det logiske næste skridt. 

Glucksmann så atomafskrækkelsen, som menneskets fælles anliggende, som et spørgsmål til os alle: “Afskrækkelsen er en forståelse mellem dem, som ikke forstår hinanden.” Hvis vi i fællesskab ikke kan blive enige om ikke-krig og ikke-grusomhed, så skulle vi vel kunne blive enige om ikke-udslettelse – om ikke at passere grænsen til gensidig udslettelse. Atomafskrækkelsen er de uforsonliges sidste håb, risikoen for atomudslettelse skal hjælpe en ellers utænkelig menneskelig tilbageholdenhed på vej.

Men der er nogle problemer, som Glucksmann ikke helt får adresseret. Grundlæggende forudsætter han rationalitet hos beslutningstagerne. Men afskrækkelsen virker jo netop ved at holde modparten hen i usikkerhed. Hvis situationen bliver for stabil og for gennemskuelig, så mister afskrækkelsen så at sige sin troværdighed.

NATOs atomvåben skal f.eks. afskrække russerne fra at bruge deres atomvåben, og omvendt. Modsat alle andre våben, skal begge parters atomvåben virke ved ikke at blive taget i brug, men ved at afskrække. Tages de i brug har de så at sige ikke virket, i hvert fald ikke som afskrækkelse. Det betyder imidlertid også, at hvis truslen ikke er tilstrækkelig stor og troværdig, så afskrækker atomvåben ikke nogen. Atomafskrækkelsen handler altså om at virke parat og motiveret til at bruge atomvåben, så modparten afskrækkes fra at gøre det. 

Der er imidlertid sket en svækkelse i forestillingen om, at atomvåben udelukkende kan bruges til afskrækkelse. Udviklingen af de såkaldte “taktiske atomvåben”, “små atomvåben” og formuleringen af scenarier for “begrænset atomkrig” viser, at der i stigende grad også verserer forestillinger om, at en atomkrig rent faktisk kan gennemføres; at atomvåben kan bruges til andet end passiv afskrækkelse, nemlig til aktivt at føre og vinde en krig med. Helt modsat, hvad der står i de fine erklæringer.

Eksperterne er imidlertid ikke enige om, at der så entydigt kan skelnes mellem “store” og “små” atomvåben. F.eks. har den tidligere amerikanske forsvarsminister James N. Mattis benægtet, at der skulle findes taktiske (små) atomvåben, fordi “Ethvert atomvåben, der benyttes til hver en tid, vil være en strategisk gamechanger.”

Siden 1945 har vi globalt set levet under det, som den tyske freds- og konfliktforsker Dieter Senghaas har kaldt for “organiseret fredløshed.” Der har været krige, men ikke nogen atomkrige og vi har fået overbevist os selv om, at den rationelt organiserede anerkendelse af atomafskrækkelsen vil kunne forhindre denne grænse i at blive overskredet. 

Dette har lande i besiddelse af atomvåben i den grad stolet på, så afskrækkelsen også har virket som et skjold for at gøre de konventionelle krige mere og mere grusomme og med involvering af våbenteknologi, som kun ligger lige under det atomare niveau. I Ukraine har russerne allerede brugt de såkaldte termobariske våben, som er langt mere intense og destruktive end mere konventionelle våben, og kan resultere i så store ødelæggelser, at de er blevet sammenlignet med “små atomvåben.” 

Når grænsen mellem konventionelle og atomare våben på den måde bliver mere og mere uklar bliver forudsætningen om rationelle beslutningstagere udfordret lige til grænsen. Hvis grænsen mellem konventionel og atomar krigsførelse bliver flydende, så kan det blive rationelt at være den første, som indsætter atomvåben. 

Men det er ikke kun våbenteknologien, som er blevet mere og mere ødelæggende i ly af atomtruslen. Vi ser også i stigende grad direkte angreb på civile mål, massakre på civile, både børn, voksne, syge og gamle, tvangsforflytning af civile, og en generel tilsidesættelse af alle de konventioner, som skulle beskytte civile. Russernes krig mod Ukraine er en opvisning af alle den slags grusomheder. Atomafskrækkelsen virker således også selvafskrækkende på NATO og giver principielt Rusland mulighed for at gøre alt, helt op til den atomare tærskel. 

Det er atomtærsklen, som er afgørende. Først en overskridelse af den vil med næsten sikkerhed føre til NATOs direkte involvering i krigen. Men – atomafskrækkelsen er fyldt med dilemmaer: Hvad nu hvis russerne detonerer en atombombe i Ukraine? Vil det blive fortolket som en overskridelse af grænsen? Eller er det et NATO-land, som skal angribes? Eller – hvad nu, hvis russerne systematisk begynder at tilintetgøre den ukrainske befolkning? Vi kan håbe, at den atomare afskrækkelse virker i forhold til at forhindre eskalation til atomkrig. Men i kynisk ly af risikoen for atomkrig benytter russerne NATOs tilbageholdenhed til at lave massakre på den civile befolkning. 

Atomvåben har ikke ændret noget ved menneskets lyst, motivation og evne til at føre krig. Ødelæggelsesdriften er stadig intakt. Stillet over for Ruslands ødelæggelser og menneskelige grusomhed i Ukraine møder vi det atomare dilemma i sin fulde alvor. Den atomare tidsalder kræver, at vi kan holde kynismen ud; holde til overhovedet at tænke tanken om, hvor meget der skal til af ødelæggelse og menneskelig lidelse, før vi vil risikere at ødelægge hele verden med en atomkrig? Hvilken slags modstand kan vi yde? Hvilken hjælp kan vi møde Ukraine med – og hvor går grænsen?