Det er de færreste sygdomme, der har så mange politiske komplikationer, som tilfældet er med corona. Og sådan må det naturligvis være med en pandemi, som kun kan bekæmpes socialt, gennem en politisk koordineret indsats til mobilisering af alle borgere. 

I hovedtræk er der to svar på en pandemi. Det ene er farmaceutisk i form af medicin og vaccine. På denne front er vi langt bedre stillet i dag end ved tidligere pandemier. Men historisk set har medicin ikke været den drivende kraft i bekæmpelsen af de store infektionssygdomme. 

Det har den anden strategi imidlertid været, som er socio-økonomiske forbedringer sammen med udviklingen af offentlige sundhedsforanstaltninger. Her er det tale om både individuelle og kollektive indsatser. De individuelle omfatter god hygiejne, masker, selvisolation, social afstand, andre hilseformer end håndtryk o.l. 

De kollektive forholdsregler betyder nedlukning af samfundet i forskellig grad. Det kan være dele af bl.a. sundhedssystemet, erhvervslivet, skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Hjemmearbejde bliver normen, der kommer forbud mod større forsamlinger, lukning af grænser og forbud mod rejser, krav om testning, kontaktopsporing, bliv-hjemme-påbud – altså det, som vi i forskelligt omfang ser bragt i anvendelse i dagens Danmark og mange andre steder.

Det er politiske initiativer som påvirker alle og uomgængeligt vil virke som en byrde for mange, og derfor også fremkalder modstand. Ikke alle bliver ramt af sygdommen, men alle bliver påvirket når samfundet skal bekæmpe en pandemi. Derfor er konfliktpotentialet naturligvis enormt. Den politiske dimension står centralt i bekæmpelsen af pandemien, fordi det mikroskopiske virus tvinger os til at overveje politiske spørgsmål om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet og dermed også om forholdet mellem ret og pligt, ansvar, tillid og frihed. 

Mange steder i verden, også i Danmark, har det været et wake up call, at politik pludselig skulle tages alvorligt, som andet end underholdning, mediecirkus og populistisk selv-promovering. De lande, som fra pandemiens begyndelse har taget god og ansvarlig regeringsførelse mest seriøst, har også været dem, som indtil nu har klaret sig bedst i forhold til smittespredning, antal døde og samlet belastning af sundhedssystemet. Pandemien er derfor en gave til diskussionen om, hvad det vil sige at være samfundsborger i Danmark. Det er jo en diskussion, som vi elsker at føre når det drejer sig om, hvilke krav udlændinge skal opfylde for at kunne betragtes som borgere i det danske samfund. 

Forestillingen om et samfundsmæssigt fællesskab presses til det yderste når vi skal forholde os til problemer, hvor vi med en velkendt metafor “befinder os i samme båd.” Og det er jo det vi gør under en pandemi. Men til metaforen om den fælles båd hører også metaforen om at “lide skibbrud”. Placeret i samme båd, som millioner af fremmede, kan det være svært for mange at acceptere en anden kurs end den man selv ønsker og tror er den rigtige, og så bliver der alligevel ikke handlet til fælles bedste, og risikoen for konflikt langt større end muligheden for fælles indsats. Vi er i en klemme mellem os selv som individ og os selv som en del af fællesskabet, og ansvaret for fællesskabet vil ofte blive betragtet som en indsnævring af den individuelle frihed til at vælge egen kurs.

Pandemien har derfor genintroduceret et af den politiske idéhistories vigtigste temaer, nemlig forholdet mellem sikkerhed og frihed. Ønsker vi sikkerhed kan det i krisetider, som under en pandemi, betyde mindre frihed. Under pandemien kan vi være tvunget til at deponere noget af vores sædvanlige frihed for at forhindre smitten i at sprede sig, hvilket jo kan opleves som en indskrænkning af individets frihedsrettigheder.

I et liberalt demokrati kan regeringen og myndighederne selvfølgelig ikke gøre hvad som helst i sikkerhedens navn. Det kan borgerne imidlertid heller ikke i frihedens navn, hvis vi altså mener det alvorligt med et samfund og et medborgerskab. 

Pandemien har mindet os om, at der er noget en stat må gøre for at skabe sikkerhed; f.eks. udvikle rammer for produktionen af en effektiv vaccine og sikre fællesskabet mod adfærd, som bringer andre i fare. Sådan er det jo også i tider uden en pandemi. Men hvis prioriteringen af sikkerhed løber løbsk, ender det i konflikt. Og omvendt, hvis friheden ender i ren subjektivitet, bliver den identisk med ren asocialitet, og ender ligeledes i konflikt. Sikkerhed kan altid blive en undskyldning for overdreven tvang, mens stræben efter individuel frihed kan bringe andre mennesker i fare. 

Historisk har epidemier og pandemier ofte udartet sig til, at grupper begyndte at forfølge hinanden. Det var derfor Joe Biden ved sin indsættelse sagde: “vi er i krig mod Covid-19, ikke mod hinanden.” Problemet, som vi også mærker i Danmark, er jo netop, at under en epidemi er det fristende at vælge ståsted, venner og fjender ud fra egen frygt: frygten for sygdommen eller frygten for at miste sin frihed. Dette ender desværre i en meningsløs kappestrid på mareridt om, hvad der er værst og hvem der er skyld i det, som man selv frygter mest. 

Frygten under en pandemi kan spænde os for beskyldningernes vogn, hvor forskellige grupper udpeger hinanden som skyldige for hhv. sygdommens spredning og frihedens knægtelse. Pandemien skaber usikkerhed, mens det skaber en form for mening og tryghed, at finde fjender og trusselbilleder midt i stormen. 

De mere og mere absurde konspirationsteorier, og i Danmark de såkaldte “Men in Black” med demonstrationer mod det, de kalder nordkoreanske, nazistiske og diktatoriske tilstande, er en del af den pakke af problemer, som vi må forvente en under en pandemi. Selv om medierne gør en ihærdig indsats for at puste til konflikten mellem forskellige former for frygtkulturer så er den gode nyhed dog, at Danmark faktisk er karakteriseret af en generel høj tillid til, at regeringen og myndighederne ikke misbruger magten. En undersøgelse af danskernes tillid kunne således konkludere, at der er tillid til, at “myndighederne som regel gør det, der tjener samfundets og borgernes interesse.” 

Set i forhold til bekæmpelse af pandemien er dette en god nyhed. Det viser sig nemlig at lande, hvor befolkningen har denne tillid er langt bedre rustet til at holde situationen under kontrol end lande præget af mistillid. Pointen er naturligvis, at i et demokrati handler næsten alt om balance og tillid. Det politiske systems opgave at finde en balance mellem samfundets forskellige interesser, hvor den individuelle frihed ikke truer fællesskabets sikkerhed. Og i den sammenhæng er det korrekt, at den individuelle frihed kan begrænses i en periode, men som sagt: hverken myndighederne eller borgerne kan gøre hvad som helst i et demokrati. For begge parter gælder det, at viljen og evnen til selvbegrænsning er afgørende for, at et demokratisk samfund kan fungere.

Litteratur
Ernst Cassirer: The Myth of the State, Yale University Press 1974.
Nicholas A. Christakis: Apollo’s Arrow. The Profound and Enduring Impact of Coronavirus on the Way We Live, Little, Brown Spark, New York 2020.
John Micklethwait & Adrian Wooldridge: The Wake Up Call, Short Books, London 2020.
Fareed Zakaria: Ten Lessons for a Post-Pandemic World, W.W Norton & Company, New York 2020.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: