Er du ekstrovert eller introvert – udadvendt eller indadvendt? Svaret på dette spørgsmål kan afgøre din fremtid på arbejdsmarkedet og have stor betydning for andre menneskers vurdering af dig. I sin tid brugte psykoanalytikeren Carl Gustav Jung begreberne ekstrovert og introvert til at beskrive forskellige menneskers forskellige indstilling til verden. Til det formål er begreberne fortsat meget anvendelige. Det kan give god indsigt både i egen og andres motivverden, hvis man forstår den ud fra Jungs beskrivelser af, hvad der driver os, alt efter om vi i hovedsagen er ekstrovert eller introvert.

Ekstroverte mennesker får primært den vigtigste energi fra, hvad der sker i omgivelserne, den ydre verden, som de spontant forholder sig meget aktivt til. Introverte mennesker finder derimod oftest energi i at vende sig indad, ved at relaterer sig mod en indre verden, og de befinder sig i almindelighed bedst, hvis der er tid og ro til overvejelse og eftertanke inden der skal handles. Det er vigtigt at slå fast, at hverken Jung selv, eller andre seriøse psykologer, mener, at det er bedst at være enten det ene eller det andet – enten ekstrovert eller introvert. Det er de færreste mennesker, som i virkeligheden er det ene eller det andet; de fleste af os er en eller anden blandingsform mellem ekstrovert og introvert – dog med én af disse, som den dominerende egenskab.

Mens begreberne ekstrovert og introvert altså fra begyndelsen var led i en psykologisk teori, der kunne bidrage til at forstå, hvorfor forskellige mennesker møder verden på forskellige måder, så er begreberne i dag blevet et vigtigt led i bedømmelsen af menneskers karakteregenskaber og duelighed i forhold til arbejdsmarkedet.

Har du nogensinde set en jobannonce, hvor der søges medarbejdere, som er indadvendte og introverte? Disse egenskaber anses ganske enkelt ikke for at være effektive og fremadrettede. I dag kræver samfundet nemlig udadvendte og ekstroverte personligheder, som er fremme i skoene, på forkant, ekspressive, kan sælge varen, sætte dagorden og komme ud over rampen. Med andre ord, det er ret entydigt det ekstroverte handlingsmenneske, som umiddelbart kan honorere højhastighedssamfundets krav om forandringsduelighed og målbar effektivitet. Et moderne begreb som innovation bliver f.eks. mest tydeligt mødt og grebet af den ekstroverte forandringsdrift.

Vor tids helt er den ekstroverte iværksætter, der meget synligt lever op til kravet om vækst og forandring. Ikke mærkeligt er de ekstroverte egenskaber derfor også i høj kurs og anses for at være langt mere værdiskabende end de introverte. Når medarbejderne skal på kurser er det da også de ekstroverte værdier, der tages udgangspunkt i: Udadvendte aktiviteter, spontanitet, gruppearbejde, øvelser i her-og-nu-løsninger, overskrid-dine-egne-grænser-opgaver, vær-innovativ-her-og-nu o.l. Ofte aktiviteter, hvor ikke alle med mere introverte præferencer får mulighed for at træde i karakter og vise deres værd. Ikke helt sjældent kommer de mere introverte tværtimod ud af den slags kurser med følelsen af, at det ville være bedre, hvis de kunne imødekomme kravet om at udvikle sig i mere ekstrovert retning – hvilket kurserne da også forsøger at få dem til.

Det antages, at ca. 1/3 af befolkningen er introverte, eller har det, der kaldes introvert præference. For nylig er der udkommet en bog om netop dette emne. Dens udgangspunkt er, hvordan det kan lade sig gøre at være introvert i en verden, der ret entydigt bekender sig til idealet om det udadvendte? Spørgsmålet er ganske velplaceret, for det indadvendte betragtes ofte som lig med træghed, stilstand, modstand mod forandring, langsommelighed, flueknepperi og udtryk for dræbende, trættekær forsinkelse af beslutninger, udvikling og handling.

Det er vigtigt at slå fast, at det introverte ikke er udtryk for speciel tænksom følsomhed og hyper-sensibilitet, ligesom det ekstroverte heller ikke er udtryk for blind aktivitet og overfladisk mangel på refleksionsevne. Men – det er alligevel lidt mærkeligt, som idealerne ændrer sig. Fordi noget var på én bestemt måde tidligere i historien betyder det selvfølgelig ikke, at det også skal være sådan i dag. Stof til eftertanke giver det dog, at forholdet mellem det ekstroverte og det introverte ideal har ændret sig så markant.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt taler om Vita activa og Vita contemplativa: Hhv. det aktive liv og det mere indadrettede, reflekterende liv. Hun påpeger, at det kontemplative, i et historisk perspektiv, har været anset for at være menneskets højeste og mest værdifulde bevidsthedstilstand. Mens vi i dag anser det ekstroverte for at være lig med aktivitet og det introverte for at være en form for mangel på aktivitet – så man f.eks. på Platons tid det kontemplative (som vi her prøver at sammenligne med det introverte), som en indre lydløs dialog, der tjente det vigtige formål, at åbne menneskets øjne for den rette handling eller aktivitet.

Der er altså tale om en oldgammel distinktion mellem det aktive og det kontemplative – mellem det ekstroverte og det introverte, som vi taler om i dag. Tidligere var det, som sagt, det kontemplative, der blev anset for at være nøglen til nytænkning, refleksion og forandring. I modsætning til i dag mente man imidlertid også, at kontemplation – den introverte forholden sig til verden – var en decideret aktivitet og handling, og ikke blot noget passivt.

I dag hersker der tilsyneladende en udbredt tro på, at innovation og nyskabelse udspringer af handling alene og ikke kræver stille, introvert, kontemplativ eftertanke. Den hyperaktive og hysteriske fokusering på synlig aktivitet og handlen er således tæt forbundet med Vita activas manglende forbindelse med Vita contemplativa. Derfor er det helt på sin plads, at begynde en stille, kontemplativ, eftertanke over følgende: Hvad betyder det for menneske og samfund, at kravet om forandring er vokset i en grad, så der næsten ikke længere er tid til eftertanke?

Paradoksalt nok siges det, at vi lever i et videnssamfund. Men viden er ikke det samme som det at tænke, og viden er bestemt ikke nogen garanti imod tankeløshed og letsindig omgang med den viden, vi har så meget af. Den mærkelige skelnen mellem den ekstroverte og den introverte tilgang til verden resulterer derfor let i en kløft mellem bevidstheden om alt det vi kan gøre og den stille eftertanke over, hvad vi bør gøre.

Hvis der ikke for alvor gøres plads til de introverte kvaliteter – Vita contemplativa – så risikerer vi derfor, at få udviklet et videnssamfund, som bygger på tankeløshedens suveræne fornægtelse af det anderledes og det modsatte. I forhold til, hvordan vi gerne vil have vores liv, vores arbejde, vores undervisning, vores samfund og kultur indrettet er det således Vita comtemplativa, den introverte, selvreflekterende eftertanke, der er den mest dynamiske og fremtidssikrede aktivitet – og ikke den overdrevne og ukritiske ekstroverte selvsvingsaktivitet.

Heldigvis er alle mennesker i besiddelse af begge sider – både det ekstroverte og det introverte. Og som i alle andre sager af betydning er det naturligvis balancen og den gensidige respekt, der er nøglen til det frugtbare samspil.