Hver gang jeg er på indkøbstur i Fakta ønsker den søde pige ved kassen mig en fortsat god dag. Hermed rejser hun en række filosofiske spørgsmål, som er over 2000 år gamle: Hvad skal der til for at skabe en god dag? Kan man være lykkelig og have en god dag selv om det er indlysende, at man senere i livet vil opleve masser af ulykkelige dage, hvad er lykke i det hele taget og kan lykke og ulykke eksistere side om side? Det tager jeg selvfølgelig ikke op med kassepigen, for bag mig i køen står der næsten altid en sur mand og kræver, at der bliver åbnet en kasse til. Men skulle man tage en snak med kassepigen og kunderne om, hvad en god dag er og hvad lykke betyder, så ville det vise sig, at alle ønsker sig lykke og masser af gode dage, men at kun de færreste kan sige, hvad det i virkeligheden betyder.

I det gamle Grækenland, for over 2000 år siden, ville kassepigens ønske om en god dag til kunderne betyde noget i retning af: Kan I have en dag, hvor I gør det etisk rigtige. I kristendommens tidlige perioder ville hendes søde hilsen nok slet ikke være blevet forstået, for her knyttede lykke og gode tider sig primært til livet efter døden. Det var først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede, at lykke og et godt liv begyndte at få status som en rettighed, noget som mennesket kunne forvente i dette liv, og noget som politikerne og samfundet stillede i udsigt. I dag er lykke blevet en forventning, der deles af alle, nærmest som var der givet et universelt løfte om lykke – Don’t worry, be happy.

Prøv at gå ind i en boghandel og spørg efter bøger om lykke. Så vil du blive præsenteret for titler som Lykke kan læres, Vejen til lykke, Spis dig lykkelig, Lev dig lykkelig, Bo dig lykkelig og Sådan bliver du lykkelig. Den nyeste samtidshistorie er på den måde også historien om, hvor meget og hvordan vi stræber efter at blive lykkelige. Det er der ikke nødvendigvis noget mærkeligt eller forkert i, men spørgsmålet er, om den moderne stræben efter lykke ikke kan producere sin helt egen form for utilfredshed? Kunne dét paradoks ikke tænkes at være den filosofiske sandhed i den gamle revy-sang Hvorfor er lykken så lunefuld?

Problemet er vel, at den stræbsomme forfølgelse af lykke i bedste fald kan sammenlignes med at skyde efter bevægeligt mål, og i værste fald som at sigte efter det bevægelige mål med bind for øjnene. For hvem er i stand til at definere lykke? Er lykke ophobningen af de gode dage, som kassepigen i Fakta ønsker for mig? Og hvad er så ”en god dag”? Er lykke når det samlede livs-regnskab kan fremvise flere gode dage end dårlige? I så fald kan vi først vide om et menneske har haft et lykkeligt liv når vedkommende er død og regnebrættet kan gøres op. Kan man være lykkelig selv om man oplever noget ulykkeligt? Personligt har jeg flere gange oplevet noget som gjorde mig ulykkelig, men som senere blev grundlaget for en dyb lykkefølelse. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi står midt i det ulykkelige.

På den måde ved vi faktisk ikke ret meget om lykken. Det er ikke engang altid, at vi kan mærke den når den er der, for lykken kan som sagt gemme sig bag noget ulykkeligt, og det ulykkelige bag noget tilsyneladende lykkeligt. I Samuel Becketts skuespil Mens vi venter på Godot, er der følgende replikskifte:

Estragon: Jeg er lykkelig.
Vladimir: Det er jeg også.
(…)
Estragon: Vi er lykkelige. Hvad skal vi så lave, nu hvor vi er lykkelige?
Vladimir: Vente på Godot.

Hermed mener jeg ikke at det er absurd at stræbe efter lykke. Men hvad ligger der egentlig i Estragons og Vladimirs korte dialog om lykken? Selv hvis de var lykkelige, ville de ikke være tilfredse. De ville fortsætte med at vente, og denne skæbne kan forekomme endnu mere tragisk end hvis de ikke var lykkelige.

Blandt de utallige bøger om lykke, der er skrevet i de senere år, er også Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt. Umiddelbart kunne titlen lyde som om det bare var endnu en af de utallige bøger i den moderne lykkebølge. Men hvis man tænker på, at en af de fundamentale læresætninger i buddhismen er, at alt liv også er lidelse, så åbnes der for en anden vinkel på spørgsmålet om lykke. Et perspektiv, som man også kan finde hos psykoterapeuten Viktor E. Frankl. Han sagde, at lidelsen er et af livets dybeste grundvilkår som beskytter os mod at glemme vores menneskelighed og medmenneskelighed. Og hvis vi glemmer vores menneskelighed er vi vel ikke lykkelige?

Den moderne tvang til at være positiv, glad, lykkelig, optimistisk osv. har efter min mening en tendens til at overse noget vigtigt: Lykken kan være ligesom Erydike, som Orfeus i den græske mytologi fik lov til at hente op fra underverdenen, hvis han lovede ikke at vende sig om og se tilbage på hende under rejsen op til jorden. Men Orfeus vendte sig alligevel om, og hans elskede Erydike var hermed tabt for altid. Når vi fokuserer så meget på lykke, som tilfældet er i det moderne samfund, kan vi risikere at glemme livet i bredere forstand, og i stedet stirre os blinde på tomme og overfladiske idealer om det lykkelige liv; idealer, som ikke engang er vores egne. Hvis man kun kigger efter lykken, så forsvinder den, som Erydike gjorde da Orfeus rettede blikket mod hende.

Lykke kan ikke planlægges, lykkelige dage ikke tælles og stilles op i kolonner over for de ulykkelige dage. De mest betydningsfulde ting i livet ligger ofte udenfor menneskets kontrol. I tidligere tider mente man, at det var gennem gudernes indgriben, at mennesket oplevede lykke eller ulykke, liv eller død, kærlighed eller svigt osv. Det er nok ikke tilfældigt at disse følelser, som har afgørende indflydelse på hvordan vi oplever livet, blev tilskrevet guderne. Der var en oplevelse af, at de blev givet til mennesket i en form og på et tidspunkt, som guderne selv valgte og derfor var det vigtigt at være klar og nærværende når guderne kaldte. Derfor er det også om at være der når lykken er der, og den kan faktisk godt indfinde sig midt i det ulykkelige, selv midt i lidelsen – sådan var det dengang, hvor guderne bestemte, og sådan er det i dag, hvor mennesket heller ikke selv bestemmer, hvornår lykken skal kigge forbi.

Vil du læse mere om de emner, der kort omtales i dette indlæg, så er der et par muligheder her:
Niels Thomassen: Ulykke og lykke, Gyldendal 2001.
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.
Darrin M. McMahon: Happiness. A history, Grove Press, New York 2006.